Forside Hvem er
Peter Kjærulff
Bøgerne Læs
Forord
Artikler
med mere
Praktiske
Oplysninger
   

Foto © Adam Kjærulff
 

Det er jo umuligt at præsentere sig på ganske få linier eller på et foto som f.eks. ovenstående. Der er selvfølgelig nogle biografiske data, man altid kan fyre af, og de står lidt længere nede. Men hvis jeg skal sige noget, der sådan lige falder mig ind, så er jeg historiefortæller. Der skal nok være nogen af jer, der læser dette, der kender fornemmelsen af, at der findes historier, der nærmest trygler om at blive fortalt. Sådan en står du over for med Ringbærerens Dagbog.
   Så er der en anden ting: er historier virkelige, eller er de blot historier? Nogle historier kræver at blive opfattet som virkelige, når man skriver dem ned, og nærværende historie er en af disse. Så jeg fik brug for en hel del mod, da historien ville have, at jeg skulle skrive den ned i jeg-form som erindringer fra tidligere tilværelser. En del af disse handlede nemlig om meget meget berømte mennesker - f.eks. Shakespeare, Mozart og Wagner. Men når en historie kræver ens nærvær – hvad den jo gør, hvis den er seriøs – så kan man ikke diskutere med den. Så skriver man den ned, hvis ellers man er en ansvarsfuld forfatter.
   Selv uproblematiske historier kan få karakter af vidtløftigt tankespind. Her står vi så over for det ”problematiske”, at min historie vender verden på hovedet (eller retvender den – alt efter hvordan man nu ser det), og det kan jo ligne overmod - med mindre man giver sig tid til at læse historien – hvad jeg jo har været nødt til, efterhånden som jeg skrev den ned.
Det viste sig nemlig, at fortællingen gav så god mening, at jeg fandt det uforsvarligt ikke at udgive den (på trods af risikoen for, at nogen ville tænke, at det nok ville været bedst ikke at gøre det (smil)).  

Så hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet af respekt for historien selv. I øvrigt holder jeg meget af ekspeditioner ind i ukendte eller kendte områder. Jeg har vandret i Lapland og i Himalaya og jeg  har sejlet på fredelige danske åer, som man kan se på billedet, og med Ringbærerens Dagbog har jeg begivet mig ind i bevidsthedens magiske og farverige verden af tanker, følelser, oplevelser og ubeskriveligt fantastisk logik.
   Så vel menneskets bevidsthed som verdenshistorien samt musikhistorien har tegnet mig deres egne landkort, efterhånden som jeg vandrede igennem de næsten 35 år, det har taget at skrive bogen. Men i øvrigt er jeg en hyggelig familiefar, der elsker hjemmeliv, god mad og dejlige venner. Samt ikke mindst min kone, mine børn og mine hunde.

   Officielt er jeg født i 1947 og fik en musiksproglig studentereksamen i 1966. Musik har spillet en stor rolle altid, og der var musik i mit barndomshjem. Begge mine forældre spillede klaver på amatørniveau, og min far dirigerede et amatørkor. Selv spillede jeg blokfløjte og senere klarinet og klaver, og i 1972 fik jeg en såkaldt diplomeksamen fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium med klarinet som hovedfag og klaver som bifag.
   I øvrigt har jeg spillet stortromme og bækken i et militært musikkorps, stået bag en disk i en klassisk musikforretning, skrevet en masse artikler og koncertprogramnoter, samt været ansat ved Danmarks Radios musikafdeling. Jeg har sunget viser i radioen og rundt omkring ved forskellige arrangementer, og i de sidste næsten 30 år har jeg levet af at holde foredrag om musik, om drømme og om menneskets bevidstheds krinkelkroge og vidunderlige opbygning.

Jeg er glad for at have skrevet Ringbærerens Dagbog. Det har været et privilegium at være den, der fik lov til at fortælle historien.

Tillægspræsentation (kun for danske læsere)
For en del år siden opfandt jeg et alias, pastor emeritus Gottfred Emmanuel Broderssøn. Han havde det med at dukke op ved forskellige lejligheder, og det er lykkedes mig at nedstenografere et par af hans prædikener og nogle digte. Som jeg skriver i indledningen til Broderssøns skrifter, udsprang han af en oplevelse med en foredragsholder, der var i stand til at holde omkring en times foredrag om Kheopspyramiden – ved hjælp af sammenkædede ufuldendte bisætninger. Dette fusionerede med en vidunderlig situation fra den gamle danske film De blå Drenge med bl.a. Liva Weel, hvor skuespilleren Valdemar Schiøler Linck holder tale ved et lærermøde. Han siger med salvelsesfuld brægende stemme noget i følgende retning: ”Øh – den gamle kirkefader Augustinus siger et sted så skønt – æædd – jeg kan ikke lige huske stedet – og øh æædd – jeg kan heller ikke lige huske, hvad det er, han siger – men eeh – det er i hvert fald så skønt så skønt.”

Så måske kan I få fornøjelse af disse skrifter. Der er specielt et par af digtene, jeg er en anelse stolt af, nemlig nr. 10b og nr. 13, de fem Haiku. Jeg vidste ikke, at jeg også var digter, men der skal åbenbart et alias til for at få det frem.

I Broderssøns fodspor (Link)