Det er jo umuligt at præsentere sig på ganske få linier eller på et
foto som f.eks. ovenstående. Der er selvfølgelig nogle biografiske
data, man altid kan fyre af, og de står lidt længere nede. Men hvis
jeg skal sige noget, der sådan lige falder mig ind, så er jeg
historiefortæller. Der skal nok være nogen af jer, der læser dette,
der kender fornemmelsen af, at der findes historier, der nærmest trygler om
at blive fortalt. Sådan en står du over for med Ringbærerens
Dagbog.
Så er der en anden ting: er historier virkelige, eller er de blot
historier? Nogle historier kræver at blive opfattet som virkelige,
når man skriver dem ned, og nærværende historie er en af disse. Så
jeg fik brug for en hel del mod, da historien ville have, at jeg
skulle skrive den ned i jeg-form som erindringer fra tidligere
tilværelser. En del af disse handlede nemlig om meget meget berømte
mennesker - f.eks. Shakespeare, Mozart og Wagner. Men når en
historie kræver ens nærvær – hvad den jo gør, hvis den er seriøs –
så kan man ikke diskutere med den. Så skriver man den ned, hvis
ellers man er en ansvarsfuld forfatter.
Selv uproblematiske historier kan få karakter af vidtløftigt
tankespind. Her står vi så over for det ”problematiske”, at min
historie vender verden på hovedet (eller retvender den – alt efter
hvordan man nu ser det), og det kan jo ligne overmod - med mindre
man giver sig tid til at læse historien – hvad jeg jo har været nødt
til, efterhånden som jeg skrev den ned.
Det viste sig nemlig, at fortællingen gav så god
mening, at jeg fandt det uforsvarligt ikke at
udgive den (på trods af risikoen for, at nogen ville tænke, at det
nok ville været bedst ikke at gøre det (smil)).
Så hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet af respekt for historien
selv. I øvrigt holder jeg meget af ekspeditioner ind i ukendte eller
kendte områder. Jeg har vandret i Lapland og i Himalaya og jeg har
sejlet på fredelige danske åer, som man kan se på billedet, og med Ringbærerens
Dagbog har jeg begivet
mig ind i bevidsthedens magiske og farverige verden af tanker,
følelser, oplevelser og ubeskriveligt fantastisk logik.
Så vel menneskets bevidsthed som verdenshistorien samt
musikhistorien har tegnet mig deres egne landkort, efterhånden som
jeg vandrede igennem de næsten 35 år, det har taget at skrive bogen.
Men i øvrigt er jeg en hyggelig familiefar, der elsker hjemmeliv,
god mad og dejlige venner. Samt ikke mindst min kone, mine børn og
mine hunde.
Officielt er jeg født i 1947 og fik en musiksproglig
studentereksamen i 1966. Musik har spillet en stor rolle altid, og
der var musik i mit barndomshjem. Begge mine forældre spillede
klaver på amatørniveau, og min far dirigerede et amatørkor. Selv
spillede jeg blokfløjte og senere klarinet og klaver, og i 1972 fik
jeg en såkaldt diplomeksamen fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium
med klarinet som hovedfag og klaver som bifag.
I øvrigt har jeg spillet stortromme og bækken i et militært
musikkorps, stået bag en disk i en klassisk musikforretning, skrevet
en masse artikler og koncertprogramnoter, samt været ansat ved
Danmarks Radios musikafdeling. Jeg har sunget viser i radioen og
rundt omkring ved forskellige arrangementer, og i de sidste næsten
30 år har jeg levet af at holde foredrag om musik, om drømme og om
menneskets bevidstheds krinkelkroge og vidunderlige opbygning.
Jeg er glad for at have skrevet Ringbærerens Dagbog. Det har
været et privilegium at være den, der fik lov til at fortælle
historien.
Tillægspræsentation (kun for danske læsere)
For en del år siden opfandt jeg et alias, pastor emeritus Gottfred
Emmanuel Broderssøn. Han havde det med at dukke op ved forskellige
lejligheder, og det er lykkedes mig at nedstenografere et par af
hans prædikener og nogle digte. Som jeg skriver i indledningen til
Broderssøns skrifter, udsprang han af en oplevelse med en
foredragsholder, der var i stand til at holde omkring en times
foredrag om Kheopspyramiden – ved hjælp af sammenkædede ufuldendte
bisætninger. Dette fusionerede med en vidunderlig situation fra den
gamle danske film De blå Drenge med bl.a. Liva Weel, hvor
skuespilleren Valdemar Schiøler Linck holder tale ved et lærermøde.
Han siger med salvelsesfuld brægende stemme noget i følgende
retning: ”Øh – den gamle kirkefader Augustinus siger et sted så
skønt – æædd – jeg kan ikke lige huske stedet – og øh æædd – jeg kan
heller ikke lige huske, hvad det er, han siger – men eeh – det er i
hvert fald så skønt så skønt.”
Så måske kan I få fornøjelse af disse skrifter. Der er specielt et
par af digtene, jeg er en anelse stolt af, nemlig nr. 10b og nr. 13,
de fem Haiku. Jeg vidste ikke, at jeg også var digter, men der skal
åbenbart et alias til for at få det frem.
I Broderssøns fodspor (Link) |