|
Velkommen til
Ringbærerens Dagbog. Det har taget mig ca. 25 år at skrive den,
og det vil muligvis tage læseren andre 25 år at læse den. Det gør
såmænd ikke så meget, for nu er den her, nu er den færdig, og det er
det, der betyder noget. Ringbærerens Dagbog beskriver en
vandring gennem et magisk landskab, og da magiske landskaber har
deres egne regler, opdager man først, hvad reglerne går ud på, når
man går ind i landskabet. Læserne kommer naturligvis fra ”mange
forskellige egne af sindet”. Dette ved det magiske landskab, og da
man altid medbringer sit eget perspektiv, er landskabet indrettet
således, at det ved første øjekast kan observeres fra forskellige
vinkler. Hvis man er heldig, medbringer man selv mere end én
”vinkel”, hvilket gør rejsen meget nemmere. Hos mennesker, der
overhovedet interesserer sig for at vandre gennem magiske
landskaber, vil man kunne finde i hvert fald én af følgende tre
observationsmetoder: den intellektuelle, den religiøse og den
følelsesmæssige. Det fascinerende ved det landskab, der ligger foran
os, er imidlertid, at synsvinklerne efterhånden mødes – de giver sig
til at lappe over hinanden, efterhånden som vandringen skrider frem
– og når vi når ud på den anden side, vil de tre indfaldsvinkler
have dannet en ubrydelig enhed.
For at være på den sikre side har jeg skrevet tre forord – for de
nævnte tre grupper. Den, der læser med følelserne, har jeg kaldt
”den almindelige læser”. Det er ham/ hende, der lader sig rive
umiddelbart med eller umiddelbart skynder sig ud af bogen. Jeg kan
anbefale, at læseren nøjes med at læse sit eget personlige forord,
men man må gerne skele til de andres også. Efter de 3 forord kommer
der en indledning, for jeg synes ikke, man kan gå grundigt nok til
værks, hvis det handler om at finde ud af, hvad livet og verden går
ud på.
Og det er, hvad bogen handler om. |
|
Da jeg i min
studietid færdedes i akademiske kredse, oplevede jeg ofte, at
videnskabelige teser og disses præsentation ledsagedes af
henvisninger til f.eks. tegneserier. Carl Barks var et stort navn
dengang (den ikke intellektuelle må slå ham op), og for ikke at
virke uakademisk, vil jeg lægge for med referat af en tegneserie:
Charles M. Schulz: Peanuts: Schröder spiller på sit
legetøjsflygel, mens Nuser spiller violin stående på flyglet. Nuser
spiller med stor begejstring og slår til sidst over i dans. Trine
(Thomas’ rapkæftede storesøster, der er forelsket i Schröder),
ligge-læner sig op af flyglet. Nuser har afsluttet sin dans og sit
spil – Trine: “But is it art?”.
Tesen følger rask derefter: jeg vil med denne bog bevise, at det
er muligt at forfølge et tankespor i den menneskelige bevidsthed
således, at bevidsthedens struktur afslører sig for forskeren.
Ydermere vil jeg påvise, at menneskets bevidsthed er universel i sin
opbygning – grundstrukturen er ens for hvert eneste individ –
således at ethvert menneskeligt udsagn (tanke, tale, handling, kunst
osv.) vil være placerbart i forhold til fællesmenneskelige og klart
beskrivelige værdinormer. Forskningsresultatet vil vise, at der i
bevidstheden findes indgange og udgange til så vel konstruktive som
destruktive energiformer, og at disse energiformers rækkevidde ikke
begrænser sig til en temporær kulturel norm. I sin yderste
konsekvens kan menneskets bevidsthed påvise eksistensen af så vel
Gud som Fanden. Min tese omfatter derved (på grund af dette spænd
mellem absolut godt og absolut ondt) i virkeligheden en beskrivelse
af alt, der vedrører menneskelig tanke og handling. Og tesens
kulmination lyder således: hvis man tør følge en tanke og
dennes udspring i bevidstheden – gives der svar på alt, hvad hjertet
kan begære at vide noget om, og der findes yderligere døre, der kan
åbnes mod muligheden for svar på et hvilket som helst spørgsmål, man
i fremtiden skulle ønske at stille.
Da Ringbærerens Dagbog udkom første gang i 1985 kritiserede
en anmelder dette, at jeg kunne besvare alle de spørgsmål, jeg fandt
på at stille. Indvendingen gik på, at jeg (efter anmelderens
opfattelse) havde konstrueret et lukket verdensbillede –
illustreret ved en tegning af M.C. Escher, hvor to hænder tegner
hinanden. For at sikre mig, at intet faldt uden for dette
verdensbillede havde jeg “opfundet” et antal belejlige “filtre” (han
mente chakra-systemet), således at alt blev selvbekræftende.
Jeg forstår sagtens hans indvending, og kan også godt “fra hans
vindue” se, at jeg, som han skriver, er “skræmmende sjælsrå” (godt
udtryk), når jeg hævder, at prostituerede ikke er i stand til at
anvende de penge, de tjener på prostitutionen, til noget, der rummer
livskraft. Beskrivelsen af bevidstheden – således som denne folder
sig ud for den forsker, der lader den oprindeligt valgte tankebane
fortælle sin egen historie – rummer imidlertid et andet socialt
perspektiv end det af anmelderen valgte. I følge min forskning
ødelægger man nemlig sig selv ved prostitution, og man kan ikke
bygge sig selv op gennem penge, der har konsekvent og rendyrket
selvdestruktion som basis.
Anmelderens hovedindvending – at der er tale om et lukket
verdensbillede, der giver svar på de spørgsmål, det selv stiller –
fører til den logiske konsekvens, at en forskning skal have
forbindelse til den synlige og den målelige virkelighed. For mange
er chakrasystemet en myte eller et produkt af østlige religioner.
Derfor er det forståeligt, at anmelderen ikke kender til det og
tror, at der er tale om noget, jeg personligt har konstrueret. At
chakra-systemet er kendt andre steder end i religiøse sammenhænge
demonstreres af ingen ringere end James Bond, der i filmen
Tomorrow Never Dies åbner en kasse med spidse genstande,
beregnet til “chakra-tortur” (kun den meget intellektuelle
vil fange, hvor mange lag, humoren har her).
Min modreplik er denne, at den bog, læseren sidder med i hånden,
rummer myriader af henvisninger til en synlig og en målelig
virkelighed, og at jeg er enig med anmelderen i det usunde ved et
selvforklarende verdensbillede, der tager afstand til gængs
forskning og almindelig sund fornuft. Hvis en læser kan gribe mig i
noget, der lukker virkeligheden ude, er denne bog ikke
videnskabelig.
For videnskabelig – det er den, selvom den ikke følger
gængse normer for videnskabelighed. Det videnskabelighedsbillede,
der udspringer af omstændighederne vedrørende forskning i noget så
vanskeligt som det her valgte objekt – menneskets bevidsthed – kan
pejles ind via en udtalelse fra Hans Sachs, der i tredie akt af
Wagners Mestersangerne besvarer Walthers spørgsmål om,
hvordan man laver “Ein Meisterlied”: man sætter sine egne regler,
og så følger man dem. Mit videnskabelige regelsæt har været:
idet jeg forfølger en tanke, der giver mig et billede eller en
oplevelse eller en erindring, stiller jeg det krav, at det spor,
tanken anviser, forfølges uden vaklen, uden moddiskussion og med
“hensynsløs ærlighed”. Jeg har oplevet sådan noget som erindringer,
der synes at stamme fra tidligere tilværelser. Disses udspring har
jeg forsøgt at spore gennem en aldrig vaklende trang til at sætte
oplevelsens eget “nøgne udsagn” højere, end hvad en eller anden
kommentator (mig selv inklusive) kunne finde på at indvende. At jeg
har taget en masse oplevelser alvorligt og for pålydende, har
adskilt mig fra gængs forskning, idet der ikke findes statistisk
materiale med relation til det spor, jeg har fulgt – materiale, der
kan udforskes af enhver. Jeg har forsket i min egen bevidsthed,
og det er det kun mig, der kan. Er dette uvidenskabeligt, eller
er det metoden?
Mit slutresultat viser, at sådan noget som ærlighed er et
fantastisk effektivt forskningsredskab. Havde jeg veget fra ruten i
et forsøg på at tækkes gængs psykologisk forskning, havde jeg i
sandhed opført mig uvidenskabeligt. Og jeg var ikke nået frem til de
mængder af detaljer og til den fantastiske logik, der tegnes af
det psykologiske “landkort”, læseren sidder med.
Så denne bog er en forskning i bevidstheden på bevidsthedens
betingelser. Den er et resultat af et oprindeligt spørgsmål
og andre spørgsmål, dette første afleder: hvis man tager en
menneskelig tanke alvorligt og følger den til dens
udgangspunkt – uanset hvad den viser en af sammenhænge og
associationer – hvor kommer man så hen? Mangler vi svar på livets
gåder, fordi vi ikke tør gå hele vejen? Er menneskets bevidsthed
skadelig, sådan at det kan være farligt at lytte til den? Hvem
sætter normerne for, hvad der er videnskabeligt og hvad der ikke er
det? Findes der dybere sammenhænge i myterne, end vi før har set,
fordi ingen før nu har vovet at udforske disse myters yderste
konsekvens? Er kunst og myter i realiteten et hemmeligt sprog, der
først kan fortolkes, når man er kommet helt der ind i bevidstheden,
hvor man opdager, at Gud findes? Er Guds eksistens et
uvidenskabeligt forskningsemne? Taler f.eks. sådan en konstruktion
som Kheopspyramiden et decideret sprog?
Jeg mener ja til f.eks. det sidste spørgsmål, og jeg kan ønske den
intellektuelle læser lykke på rejsen ved først at anbefale forordet
for den almindelige læser og derefter at citere et meget begavet
menneske, nemlig Hermann Hesse, der har haft mere end et glimt af,
at der i kunst, i geometri, i matematik og i musik findes interne
referencer. Hver kunstform, hver videnskabelig fraktion sidder
(ifølge Hesse) inde med sin brik af puslespillet – men
sætter man brikkerne sammen, får vi et billede af alting,
af den ganske verdensorden. Til den intellektuelle
læser, der eventuelt har studeret russisk eller fransk snarere end
tysk har jeg lavet en oversættelse i den almindelige læsers forord
(nedenfor).
“Diese Regeln, die Zeichensprache und Grammatik des Spieles,
stellen eine Art von hoch entwickelter Geheimsprache dar, an welcher
mehrere Wissenschaften und Künste, namentlich aber die Mathematik
und die Musik (beziehungsweise Musikwissenschaft) teilhaben und
welche die Inhalte und Ergebnisse nahezu aller Wissenschaften
auszudrücken und zueinander in Beziehung zu setzen imstande ist. Das
Glasperlenspiel ist also ein Spiel mit sämtlichen Inhalten und
Werten unserer Kultur, es spielt mit ihnen, wie etwa in der
Blütezeit der Künste ein Maler mit den Farben seiner Palette
gespielt haben mag. Was die Menschheit an Erkenntnissen, hohen
Gedanken und Kunstwerken in ihren schöpferischen Zeitaltern
hervorgebracht, was die nachfolgenden Perioden gelehrter Betrachtung
auf Begriffe gebracht und zum intellektuellen Besitz gemacht haben,
dieses ganze ungeheure Material von geistigen Werten wird vom
Glasperlenspieler so gespielt wie eine Orgel vom Organisten, und
diese Orgel ist von einer kaum auszudenkenden Vollkommenheit, ihre
Manuale und Pedale tasten den ganzen geistigen Kosmos ab, ihre
Register sind beinahe unzählig, theoretisch ließe mit diesem
Instrument der ganze geistige Weltinhalt sich im Spiele
reproduzieren.“ (Hermann Hesse: Das Glasperlenspiel) |
|
Dette er en bog om at søge Gud. Det
samme bør vel en hvilken som helst religion kunne sige om sine egne
bøger, men Ringbærerens Dagbog er ikke en religion eller en
bog, der introducerer en ny tro; Ringbærerens Dagbog baner
vej igennem følelsesmæssige landskaber, der med hårdnakket modstand
forsøger at forhindre os i at opleve Gud. En af de klassiske
modstande er påstanden om, at man har den forkerte tro, så derfor
vil Gud ikke vide af en. For nogen er det forkert at tro på
reinkarnation, og for andre er det forkert ikke at tro på
reinkarnation. Bogen her følger en længsel efter det gode, det sande
og det skønne, og denne længsel har ført mig personligt ind i et
ubeskriveligt venskabsforhold til Gud. Gud er det bedste, der
findes, og for den, der har oplevet kontakten med ham, er der ”ingen
vej tilbage”: Gud er en realitet, en faktisk person, og livets
perspektiver er vidunderlige. For dem, der endnu har oplevelsen til
gode, kan de andres vished godt virke lidt påståelig, og den oplagte
indvending er den med, at verden ser forfærdelig ud og ”hvordan kan
Gud tillade det?”. Svaret er, at det tillader han heller ikke, og
han hjælper os gerne med at rydde op. Men for at vi kan rydde op,
skal vi finde ud af, at vi heller ikke tillader, at
verden ser ud, som den ser ud. Verdens triste sider findes kun,
fordi vi mennesker tillader disse sider at eksistere.
Håb og fortrøstning er tiltrængt for de fleste. Følg det spor, jeg
har lagt ud i denne bog, og vid, at man kan finde Gud, uanset hvor
”kuleskør” man tror, man er, eller hvor uegnet til Guds kærlighed,
andre eventuelt mener, at man er. Det kan godt være, at mange vil
sige, at ”den vej fører ikke til Gud”, men Gud siger så måske: ”Det
gør den faktisk alligevel.” Gud elsker nemlig, at man elsker de
egenskaber, han har nedlagt i en. Hvad disse egenskaber går ud på,
er en hemmelighed mellem os selv og ham, men følger man sin
samvittighed – det gode, det sande og det skønne – så vil selv den
mest usædvanlige vej begynde at lyse. Problemet er ikke Gud –
problemet er den modstand, der ligger på vejen mod ham. Han
er umiddelbart tilgængelig – medmindre man sidder fast i en idé, der
gør ham fjern. Bogen her sprænger sig vej gennem en mængde af disse
ideer. Den introducerer en reel reformation og opfordrer til
revision af de kirkelige skrifter. Det gør den ikke af revolutionære
eller af religionspolitiske grunde; den gør det ud fra en længsel
efter at se religionerne domineret af udtalelser fra mennesker,
der reelt har oplevet Gud, i stedet for at skrifterne holdes i
hævd på grund af kulturelle traditioner, ingen har mod til at bryde.
Naturligvis kan jeg ikke fortælle læseren om, hvem Gud reelt er.
Det magter min pen ikke. Men jeg kan fortælle om den vej, jeg gik,
og lede min læser hen til det øjeblik, hvor Gud gik op for mig.
Måske er der her et plateau, hvor vi alle mødes, således at min
vej kan inspirere andre til deres vej – således at
beskrivelsen af et enkelt menneskes vandring kan inspirere andre til
deres vandring. Måske er formlen ikke hvilken vej, man går mod Gud,
men at man går. Døm selv. |
|
Lige et par ord
inden du går i gang.
Så lykkedes det mig endelig at fremstille det: et kort – Kortet.
Hvis du tror, at det, du holder i din hånd, er en bog – så ta’r du
fejl. Dette er et kort, et kort over menneskets sind. Jeg har i
snart mange år haft en mistanke om, at eventyr om gamle kort ikke
handler om skatteøer og skjulte formuer – men om vores trang til at
finde skatten. Men med denne bog forholder det sig
anderledes. Dette er, som jeg sagde, kortet, og jeg kan forsikre dig
om, at der er noget at hente, hvis du har mod til at gå hele
vandringen. F.eks. penge. Og her taler jeg ikke om
lommepenge, åh nej – for hvis du kan finde vejen ved hjælp af dette
kort, vil du finde uendelig rigdom. Der er oven i købet en
regnbue derinde, og for enden af den er der – ganske som vi har fået
det fortalt i hundreder af år – en krukke med purt guld.
Løfter af denne art har fristet mangen en til at begive sig ind i
sindets eventyrrige. Men det er ikke så lige til at følge sporet
gennem sindet, for man er nødt til at lytte. Forestil dig de
store kraftfulde helte med talløse olieglinsende muskler – bevæbnet
med sværd eller skydevåben – eller måske med en nyspidset
skrivemaskine – på vej ind i dette landskab – og så får de at vide,
at det, de skal gøre, er at lytte. Læg våbnene, og lyt – lyt,
som gjaldt det livet. Hvad det måske gør.
At dreje ørerne i den rigtige retning er egentlig ganske
vanskeligt. For der bor mærkelige stemmer i dette landskab, og de
vil forsøge at få dig til at dreje ansigtet i den forkerte retning.
Og så mislykkes det hele.
Men jeg kan godt lide min læser, og denne bog er ikke kun for de få
udvalgte. Den er til enhver, der har ønsket om at ville gå hele
turen, til den, der ønsker at søge – og at finde. Men man kan ikke
sådan bare afsløre hemmeligheder uden videre: hvis ikke du har fulgt
sporet, så vil du ikke engang være i stand til at genkende
hemmeligheden, når du finder den. Så – for at få dette kort til at
virke, som det skal, har jeg placeret en masse fælder derinde. Hvis
ikke du er forsigtig – så falder du simpelthen ud af bogen.
Lad mig give dig et par eksempler:
Der er først og fremmest nogle rigtig effektive fælder allerede i
indledningen. Jeg sagde under nedskrivningen til mig selv: jeg må
være sikker på, at den der træder ind i den egentlige bog
(anden del: Ringen og Pyramiden og tredje del: Sfinksen)
tager kort over menneskets sind virkelig, virkelig alvorligt. Og
hvis de ikke gør det, så – ups! – ryger de ud gennem bunden af bogen
efter bare nogle få sider. Og det er nødvendigt, at man følger stien
gennem hele første del (Wolfgang) for at kunne forstå
anden og tredje del. (Selvom
jeg stritter imod, kan jeg altså ikke modstå fristelsen til at
afsløre den første faldlem, og hvordan man undgår den. Den siger
(eller får snarere dig til at sige): ”Sig mig engang, er det
meningen man skal tro, at denne historie er sand – eller hvad?” Og
svaret er: gør dig ingen bekymringer – bare læs bogen.)
OK – så var der de eksempler, jeg lovede at give:
|
|
En velkendt anmelder sagde til mig:
”Hvis du engang var Wagner, hvorfor fortæller du os så ikke noget,
vi ikke allerede ved?” Denne mands problem, ser du, var for det
første dette, at han troede, jeg plæderede for, at jeg havde været
Wagner i en tidligere tilværelse samt en masse andre kendte
personer. Så rækken af berømte inkarnationer i indledningen hylede
ham helt ud af det. Han gik glip af, at dette ikke handler om mig,
men om oplevelser, så han røg ud gennem den
allertydeligste af de første faldlemme (der er ellers virkelig
dødningehoveder på den lem, hvis man ser ordentlig efter). Derefter
læste han videre, idet han troede, det var muligt at nøjes med
at læse kapitlet om Wagners Ring (han var jo faldet ud af den
første del af bogen). Og så gik han også glip af pointen (og det vil
der måske tilmed være et par Tolkien-fans, der gør) – nemlig
at dette ikke er en bog om Wagners Ring eller om Tolkiens
Ringenes Herre – men om, hvad der kan tænkes at ligge bagved
Wagners og Tolkiens Ring-værker. Men for at forstå dette er man nødt
til at læse hele bogen. Og kun hvis du gør det, vil du være i
stand til at se, at såvel Wagner som Tolkien kendte hemmeligheden om
Den Forbandede Ring, og hvad Ringen går ud på – og at Ringens
afsløring vil betyde en tilbagevenden til den virkelige
menneskelige bevidsthed – den der i årtusinder har været dækket
af Ringen.
Dette var et par af de fælder, der bør styres uden om. Lad mig give
dig et råd: En modig forfatter har engang sagt, at man – for at
forstå en bog ordentligt – er nødt til at læse den mindst fem
gange. Jeg har besluttet mig til at være mild over for min læser og
acceptere to gange. For man forstår egentlig først bogen
anden gang. Når du så læser den, vil du kunne høre dig selv komme
med udråb som – ”nårh” – ”aha” – ”nu forstår jeg” osv. |
|
En forlægger sendte
bogen tilbage (og ville naturligvis ikke udgive den), idet han
sagde, at den var ”usammenhængende” (en gang rod egentlig).
Denne mand gik glip af selve den centrale pointe – det, jeg forsøgte
at forklare i begyndelsen af dit forord: man er nødt til at lytte.
Og på dette sted kan jeg så afsløre hemmeligheden bag denne bog –
fortælle, hvordan man bærer sig ad med at læse den: man skal
lytte til den bagved liggende tankestrøm (hvilket burde synes
indlysende, hvis man er sig bevidst, at man egentlig er ved at
udforske menneskets bevidsthed). Så forlæggeren her tænkte
tilsyneladende således: ”Rigtige bøger har en kronologisk
orden (!), man kan ikke sådan springe frem og tilbage i tid uden
videre.”
Nå – han faldt ud af bogen. Måske kendte han ikke regel nr. 1, når
det drejer sig om udforskning af ukendt territorium: man skal
blive på stien – som i Dunkelskov i Tolkiens Hobbitten.
Du bliver nødt til at følge den bane, stien går i – i stedet for at
sige: ”Jeg mener, at vejen burde fortsætte ligeud. I stedet
drejer den. Jeg for min del vil fortsætte ligeud, for det vil
være det mest fornuftige, hvis stien følger mig i stedet for,
at jeg er nødt til at følge stien.”
Manden her blev fanget af edderkopperne, og han fandt ikke pengene
for enden af regnbuen.
Så vær helt stille indeni – og lyt – læs eventuelt det ”motto”, der
følger her – det siger noget om, hvad det er for et ”virtual
reality”-spil, du har lukket op for:
”Disse regler, altså spillets symbolsprog og grammatik, udgør en
slags højt udviklet og kun for den indviede forståeligt sprog, hvori
flere videnskaber og kunstarter, dog navnlig matematikken og
musikken (eller musikvidenskaben) tager del – et sprog, der både er
i stand til at udtrykke indholdet i og resultaterne af så godt som
alle videnskaber – idet det formår at sætte disse i relation til
hinanden. Glasperlespillet er således et spil med alle de værdier og
alt det indhold, vor kultur rummer – det spiller med dem på samme
måde som f.eks. en maler i kunstens blomstringstid kan have spillet
med farverne på sin palet; alt hvad menneskene i skabende perioder
har frembragt af erkendelser, beåndede tanker og kunstværker – alle
de lærde betragtninger, man i efterfølgende perioder har givet
begrebsmæssig form og gjort til vores intellektuelle ejendom – hele
dette uhyre omfattende materiale af åndelige værdier spiller
glasperlespilleren på som organisten på orglet, og dette orgel er af
en næsten utænkelig fuldkommenhed, dets manualer og pedaler afsøger
hele det åndelige kosmos, dets registre er næsten utallige, og i
teorien ville det med dette instrument kunne lade sig gøre – i
spillet at genskabe hele indholdet af den verden, den menneskelige
ånd er i stand til at rumme.” (Hermann Hesse: Das
Glasperlenspiel) |